16.april
For 9.gang skulle Mogens og jeg til Storå-premieren og denne gang havde vi valgt at køre til Holstebro allerede den 15/4 og tage en overnatning nær åen – i stedet for at gøre, som vi plejede med at køre fra Odense kl 03.00, godt smadrede.
Efter en god nats søvn, lidt morgenmad og en kop kaffe ved åen, kunne vi ca. 5.15 påbegynde fiskeriet ved bystrækket. Jeg valgte at fiske ved Vegen å´s udløb, mens Mogens gik ned til ‘Netto-strækket’, hvor han tidligere har været heldig med at fange laks på premieren.
Efter ti minutters fiskeri kom en bæver pludselig svømmende tæt forbi og for en stund glemte jeg helt fiskeriet. Den var helt uforstyrret og gik på land på modsatte side af åen, hvor den begyndte at spise. Da den bevægede sig op af åen, gjorde jeg det samme, for min tanke var at fiske fra øverst på strækket og nedstrøms. Da lyset begyndte at bryde igennem, blev mit fokus atter rettet 100% på fiskeriet. Mogens og jeg havde snakket op, at det er her omkring solopgang, hvor der kan ske noget. Det oplevede vi sidste år, hvor jeg fangede en premierelaks ca kl 6.30 – og Mogens en time senere. Så jeg var meget koncentreret med hvert kast. Da jeg var kommet ud under vejen, kastede jeg over mod røret, hvor en lille bæk løber ud. Jeg lod spinneren dumpe mod bunden, inden jeg begyndte at spinne ind. Jeg nåede nærmest kun at dreje to gange på håndtaget, før en fisk tog spinneren. I første omgang var jeg usikker på om det var en laks eller om det ‘bare’ var en gedde for det var et forsigtigt ‘take’. Men da fisken kort efter viste sig i overfladen og dernæst tog et godt udløb, var jeg ikke i tvivl – “Laks” fik jeg råbt. Det er så uvirkeligt, når en laks hugger, men mit fokus var nu udelukkende på laksen. Efter det første udløb fik jeg laksen ind på kortere line og her kunne jeg holde den de næste 5-7 minutter. Der kom hurtigt andre fiskere og kiggede, og da laksen var klar (jeg havde nerverne helt ude på tøjet!) kunne en af disse nette laksen. Det er ubeskriveligt, hvad der af følelser og tanker løber igennem krop og hoved, men jeg var bare glad og taknemmelig for at have været heldig at kunne overliste en laks igen. I øvrigt stor tak til manden, der hjalp med netningen! Laksen var utrolig flot og ‘høj’/tyk og viste sig at være 92,5 cm og veje 8,4 kg.
Det var min 3. premierelaks, men alligevel var glæden lige så stor som den første jeg fangede for 7 år siden.
Jeg fik ringet til Mogens, der kort efter kom op og så laksen. Vi fiskede videre, men da vi ved 11-tiden ikke havde mærket mere, kørte vi til Plexus, hvor fisken blev vejet og blev lagt i en fryser. Efter et par grillpølser kørte vi til Idom å, men da vi kom frem og så de overfyldte p-pladser (også ved Bur og ‘Den gamle mand’ ved Vemb) kørte vi til Præstegårds spids, hvor der meget atypisk for en premiere ikke var blevet fanget nogen laks. Her var der god plads, men da vi i løbet af en times tid havde været strækket igennem og der nu kom en del fiskere, valgte vi at køre tilbage til byen, hvor vi vurderede at der ville være størst chance for succes. Det var nok ikke helt skævt, for imellemtiden var der blevet landet en laks og mistet én (det var min ven Christian, der havde mistet en).
Vi mærkede intet og omkring kl 17 valgte vi at stoppe fiskeriet. Det var ærgerligt, at Mogens ikke fangede noget, men så bliver det måske ham, der fanger en næste år. Vi har sammen fisket 9 premiere, fanget 5 laks og mistet 3 – det er vist mere end godkendt. Nu er det spændende at se, hvad sæsonen bringer. For en ting er sikker. Vi skal have flere ture i år.
Som note skal der lige nævnes, at premieren blev ‘afholdt’ i det skønneste forårsvejr… ja, man fristes til at sige sommervejr, for det var med solskin og 20 grader. Mogens endte med at fiske i t-shirt. Det har vi aldrig oplevet på en premiere før.
En journalist kom forbi åen og skrev en lille artikel i avisen, Dagbladet Holstebro…
Lille video med slutning af fight, se her.

