Laksesæson 2017

9/9

Mogens og jeg tog efter min bogsignering i Tilst til Storå og fiskede fra ca kl 14-21. Først ved Gryde Å hvor vi begge fik en laks – jeg fik en på 65 cm og Mogens en på 80 cm – og dernæst ved Idom Å hvor vi intet mærkede og intet så. Det var meget høj vandstand og åen var steget ca 70 cm på halvanden dag – ikke de letteste betingelser. Vi havde håbet at kunne fiske ved faldende vandstand, men sådan blev det ikke. Men vi fik en laks hver, og har intet at ærgre os over.

4/8

Jeg var med SB ved Storå. Jeg fangede to laks, en på 80 cm og en fejlkroget han på 90cm (fuldstændig vild fight). Derudover havde jeg en på i fem sekunder og havde en stor laks, der vendte inde ved stangspidsen….

Referat:

Kl 5.00 mødtes de to TFF´ere ved Grejs og kørte sammen til Gryde å-strækket ved Storå. KB begyndte på medlemsstykket, mens SB begyndte neden for den enlige bænk. Efter halvanden times fiskeri fangede KB, efter en kort fight, en blank hunlaks på 80 cm – ca. samme tid fik SB overlistet den obligatoriske gedde. KB ringede til SB, så han kunne få laksen at se (den lå pænt og hyggede sig i nettet). Det resulterede i noget af en løbetur til SB, der fem minutter senere kom storpustende frem.

Efter det var det helt dødt på strækket. Åen var fyldt med skidt (meget vegetation var løsnet efter gårdagens uvejr), vandstanden stigende og med jævne mellemrum kom der nogle ordentlige skyl fra oven.

Ved middagstid kørte de to til Idom å-strækket. Første gennemfiskning af stykket gav ingen fisk. Ved anden gennemfiskning fik KB hug lige opstrøms det store sving. Det sagde zag zag og KB kunne lige mærke laksen trække, hvorefter der var slap line…moch. Da KB havde krydset den lille bro over Idom å og kommet derhen hvor åen smaller lidt ind, fik han et pænt hug. Laksen var kort i vandoverfladen, hvorefter fanden tog ved den og den accelererede  i et voldsomt tempo nedstrøms – og den stoppede ikke. KB fik råbt på SB, der som trold af en æske var der på et splitsekund. Han kunne se en meget febrilsk KB, der prøvede at få linen fri af noget grøde, alt i mens han overvejede, hvad han skulle gøre med den fuldstændig vilde laks. Det endte med at han hoppede i åen, vadede gennem Idom å og fulgte så godt han kunne med i vandkanten nedstrøms… efter laksen, der stadig trak line af hjulet. I mens kæmpede SB sig langs bredden i sine gummistøvler ned mod laksen. Pludselig var han ude af KBs synsfelt – han havde “fundet” et hul mellem sivene… plask… det resulterede i et par våde bukser og støvler fyldt med vand. Kort efter røg KB i samme hul og var ved at gå helt under…. og laksen trak stadig!!! Med KB stående i det dybe hul mellem en masse siv, havde laksen pludselig opbrugt det meste af dens kræfter og langsomt kunne laksen trækkes ind. KB kunne intet se og havde ingen anelse om, hvor stor laksen var, men han kunne fornemme, at han var ved at få den tæt på land…. og mellem sivene kunne han pludselig se en halerod – og der sad spinneren. Laksen var fejlkroget, hvilket var årsagen til den vilde flugt. Kort efter kunne den heroiske SB i våde bukser lande laksen….. vild vild oplevelse. Laksen havde taget et udløb på ca 150 m, og den målte “kun” 90 cm – det var en letfarvet hanfisk.

Det meste af dagen havde vi ikke set nogle springende laks, men det begyndte vi at gøre sidst på eftermiddagen, uden at det resulterede i flere fisk. Derfor valgte vi at slutte af ved Bur. Her havde KB en stor laks, der lige vendte rundt foran hans fødder, da han hev spinneren op af vandet… moch. Mere blev det ikke til. En skøn dag med megen blæst, flere skybrud og desværre ingen laks til SB. Men TFF slog dog til igen.

27/6

Kørte kl 3

Startede ved Gryde å… ser intet de første to timer. Tager en kop kaffe og går lidt opstrøms bænken.

Kl 7.35 en laks på 73cm hugger helt inde ved stangspidsen. Spinneren sad dybt. Laksen ruskede helt vildt… håndlanding på dybt vand

En time senere har jeg en følger… to gange. En fisk på ca 80cm.

Lidt i 12 får jeg et hug 100 m opstrøms hvor jeg fangede den første. Troede at det var en lille ørred de første ti sek… men så kunne jeg pludselig mærke at det var en tung fisk… den havde ikke vildt mange kræfter så efter ca 6-7 min kom den ind og i 4. forsøg kunne jeg få ordentlig fat i halen… 98cm… ringede til Mogens der kom løbende. Han havde kort inden mistet en, som i hugget knækkede spinnerens wire… vildt. Og så havde han fanget en gedde og en ørred.

Jeg havde en time senere endnu en lille følger.

Kl 16 kørte vi til Idom … her fanger Mogens en laks på 75cm i det store sving. En ung knægt hjælper til ved landingen… laksen hjemtages. En time senere får jeg en laks på 79cm ved indløbet til svinget opstrøms Idom å. Mogens fisker videre fra hvor jeg fik min og fanger en på 81cm og mister en der igen knækker spinneren. Kl lidt i 19 stopper vi. Fem laks på land, to mistede, tre følgere. En fanget ørred og gedde.

2/6

KB  og Mogens var ved Storå. Se billeder her.

Det blev igen en mindeværdi tur til Storå. Mogens og jeg drønede kl 3.00 fra Odense og ramte Gryde å-strækket ved 5-tiden. Vi så en del springende laks hele morgenen. Efter et par timers fiskeri, så jeg en springende laks i det store sving opstrøms det lange stryg. Jeg kastede mod den, lidt nedstrøms, og da spinneren nåede ud i den tydelige strømrende kom hugget. Det var et forsigtigt hug og i starten gik fisken roligt på dybt vand. Jeg var faktisk i tvivl om det var en laks eller en gedde. Men pludselig tog den et godt udløb og her kunne jeg mærke at det var en laks. Da jeg havde mistet de sidste to laks, jeg havde haft på heroppe, lagde jeg ikke det største pres på laksen. Jeg var nemlig tilfreds med at den gik dybt og altså ikke sprang ud af vandet. Jeg kunne godt mærke, at det ikke var den største laks og efter et par minutter kom den op til overfladen, hvor jeg kunne se at det var en laks på ca 75-80 cm. Den var ved at være klar til at kunne landes, men da den kom op i overfladen, gjorde den det som jeg frygtede – den begyndte at ryste vildt med hovedet for at få spinneren ud. Da det skete, var jeg ikke i tvivl. Den ville få succes med sit foretagende. Og ganske rigtig. Kort efter fik den rusket sig fri og vendte roligt rundt i vandet og svømmede væk… moch.

Jeg har aldrig haft kontakt til en laks på medlemsstykket eller opstrøms bænken. Derfor havde jeg besluttet kun at fiske imellem disse to steder. Da jeg begyndte min anden runde fra Gryde å og opstrøms, skulle jeg kun nogle få meter op, før jeg fik et voldsomt hug ved Assermands Knop (der hvor åen smaller lidt ind). Det var et langt opstrømskast, der overlistede laksen. Herefter startede en vild fight, nok den vildeste laks jeg indtil nu har oplevet. Laksen tog et voldsomt udløb og sprang flere gange helt ud af vandet. Her kunne jeg se, at det var en utrolig fed laks. Jeg var meget nervøs for, at den med de voldsomme spring fik løsnet spinneren, men det skete ikke. Mogens dukkede hurtigt op – med et net, som vi i dagens anledning havde lånt fra jobbet (for at prøve om det var fint at gå med…. det var det!). Med et net kunne Mogens i andet forsøg lande laksen. Her kunne jeg se, at spinneren sad utrolig godt (det plejer de at gøre, når hugget kommer efter et opstrømskast), så uden net havde vi helt sikkert også fået den op. Men det forkortede fighten, hvilket er godt, når laksen skal genudsættes. Det var en blank meget ‘høj’ hanlaks på 90 cm.

En time senere stod Mogens ved det lange stryg og kastede op i det store sving. Da spinneren kom helt ind på lavt vand over en sandbanke kom en stor laks og huggede på spinneren, drejede rundt men uden at spinneren sad fast. Mogens kunne se det hele – ret vildt. Men også ærgerligt, og hans frustration begyndte at melde sig, da han jo endnu ikke havde fanget en laks i år.

Efter yderligere en time gik jeg op og tog en kop kaffe. Mogens bevægede sig ned på medlemsstykket. Min tanke var, at jeg efter kaffen ville op og fiske fra det store sving. Mogens og jeg havde tidligere på morgenen set et par laks neden for bænken, og da jeg var færdig med kaffen, tænkte jeg at jeg lige ville give dem et par kast inden jeg gik op til det store sving. Jeg tog et langt kast opstrøms ved nærmeste bred og spinnede ind. Bang. Et voldsomt hug og en vild fight begyndte igen. Denne laks sprang ikke ud af vandet, men den tog helt vildt mange lange udløb. En så stærk laks havde jeg aldrig haft på krogen. Først efter 6-7 minutter fik jeg set laksen, da den kort var oppe i vandoverfladen – den var fanme stor. Heldigvis havde jeg nettet hos mig, for jeg var helt alene. Jeg hoppede ned i vandkanten og havde efterhånden godt styr på laksen, der begyndte at blive træt. Jeg gled flere gange på den mudrede bund og stod ikke særligt fast da laksen første gang kom ind. Nærmest i hug med stangen højt hævet i højre hånd og nettet i venstre prøvede jeg at lande laksen. I den akavede stilling endte jeg med at måtte give slip på stangen for at kunne række mig frem med nettet. Laksen vendte dog træt rundt og jeg greb hurtigt ud efter stangen for at holde linen stram – det lykkedes. Kort efter var laksen igen inde og samme scenarie udspillede sig. Da laksen var halvt i nettet smed jeg stangen og greb med højre hånd også fat om nettet, så den store laks kunne komme helt op i nettet – det lykkedes. Hvilken fisk. Det var godt at jeg havde nettet, men igen sad spinneren så godt, at jeg også uden net ville have fået laksen. Men jeg skal være ærlig at sige. Jeg vil nok fremover have et net med, for det gør tingene lidt lettere.

Laksen var en bred blank hunlaks på 106 cm. Den flotteste og største laks, jeg nogenside har fanget.

To fuldstændig vilde fighter på et par timer – vildt.

Sidst på eftermiddagen kørte vi til Idom, hvor jeg blev sat af ved Østerlund (Burgaard stemmeværk) for at fiske opstrøms til Idom Å. Mogens var helt nede. Udover at han ikke havde fanget noget, og jeg igen havde fanget to laks, så havde han ved Gryde å knækket først sin spinnestang (efter et bundhug) og fire kast efter med fluestangen også knækket den…. total uheldigt!

Jeg var stadig sikker på, at han nok skulle få en laks, hvilket jeg prøvede at opildne ham med.

Da jeg kom ned til åen faldt jeg i snak med Lars Uhre Bruun, der hvert år fanget vildt mange laks i Storå. Denne snak trak ud, så inden jeg overhovedet havde noget at fiske, blev jeg ringet op. Mogens havde fanget en laks…. fedt…. en flot hanlaks på 102 cm (den tog spinneren, der hvor jeg tidligere har fanget en laks, og der hvor Janker løftede en på vores TFF-tur). Fantastisk. Hold kæft hvor blev jeg glad på hans vegne. Så blev det en god dag, som han sagde.

Da jeg var færdig med snakken fiskede jeg opstrøms. På et langt lige stræk fik jeg et voldsomt hug midt ude i åen. Brøkdele af sekunder senere vendte en voldsomt stor laks (det så ud til klart at være den største laks, jeg nogensinde havde haft på heroppe) oppe i vandoverfladen og linen var med et slap. Hold kæft en fisk. Jeg kastede igen derud, uden held. Jeg ventede et minut og kastede så ud igen, og da spinneren var tæt på land, fik jeg det vildeste hug, der nærmest fik mig til at tabe stangen. Det blev dog kun ved hugget. Derefter skete der ikke mere. Men jeg tror at det var en stor meget aggressiv laks, der skulle forsvare sit revir. Den gad jeg fanme godt at have fanget. Men sådan skulle det ikke være.

Ved 21-tiden var jeg oppe ved Mogens og vi besluttede at stoppe fiskeriet. Det så stadig vildt fedt ud, men hvad kunne vi egentlig forlange mere. Vi havde fanget tre laks! Og så havde vi i øvrigt også set en bæver!!

Så det blev atter en fantastisk dag ved åen. Ser frem til at kunne fiske her med TFF igen.

26/5

Det blev til en halv dags fiskeri ved Storå (fra kl 15-21.45). Jeg ville prøve flere pladser, så det blev først til en halv time ved Lunden, en halv time ved Vegen å og en halv time ved Vængerne. Ved sidste spot blev en aborre og en gedde landet…?

Dernæst kørte jeg til Gryde å. Efter et par timers fiskeri havde jeg en stor bølge efter spinneren lige der hvor jeg sidste år fangede min første Storå-laks. Andet blev det ikke til. Så jeg kørte til Idom å og sluttede der – uden held. Jeg så ingen fisk og de fiskere jeg mødte havde heller ikke fanget noget. Vejret var sol fra en skyfri himmel og 25 grader. Da solen var gået helt ned blev det tåget i løbet af ti min… Det var som altid fedt at være ved åen, på trods af de manglende laks.

11/5-14/5 – Storå (TFF)

14/5

Knap fire timers fiskeri. Ca ved 8.30 får jeg et hug samme sted ved gryde å som sidst. Til venstre for stemmet. Og igen plasker den rundt i overfladen så jeg kan se at det er en god fisk på et sted mellem 90-105 cm. Det er mit skøn. Denne gang bliver den i første omgang hængende og pisker opstrøms i et vildt udløb. Jeg har aldrig oplevet så mange vilde udløb. Den går dybt, men jeg føler på trods af de vilde udløb at jeg har den under kontrol. Da den kommer på højde med mig efter 3-4 min, den er nær modsatte bred og den står stadig dybt, og linen er hele tiden spændt, flyver spinneren pludselig ud af det blå op af vandet…. pis, men en total fed oplevelse og fed fight. Jeg ville sgu gerne have haft fisken på land, men jeg var ikke så skuffet… måske fordi jeg havde haft held til at fange en igår. Og bare det at få en laks på krogen er specielt.

Da jeg fem min efter påbegynder fiskeriet ser jeg en laks inden ved bredden der roligt svømmer efter min spinner og vender rundt.Jeg kalder på Mogens og lader ham fiske pladsen. Efter ti min går han væk og jeg fisker den igen. Et par min senere ser jeg en laks på ca 80 cm svømme op i Gryde å for så at vende rundt.Jeg kalder igen på Mogens, der dernæst fisker pladsen i en halv time. Han spørger ind til hvordan jeg kaster og ruller ind – og han gør det samme. Han prøver både spinneren og woblere. Til sidst stopper han for vi skal til at hjem. Jeg går lige forbi ham og tager ét kast på pladsen… bang… fast fisk. Total uvirkeligt, surrealistisk og total synd for Mogens… det er en på 80 cm der huggede. Efter kort tid er den tæt ved vores bred (havde vi haft et net ville den være landet sikkert). Her begynder den at ryste vildt med hovedet og ligesom tage hovedet over vandet. Her ser vi at spinneren sidder yderligt og jeg er faktisk ikke i tvivl om, at den vil få succes med dens rysten. Og ganske rigtig. Kort efter flyver spinneren ud af kæften på laksen, der vel ikke er mere end 1,5meter fra os… Igen var der ingen ærgelse. Det var slet ikke tabet af laksen der fyldte. Det var det fuldstændige vanvittige scenarie der udspillede sig da laksen huggede på min spinner lige foran snuden på Mogens. Jeg fik altså to fede oplevelser, især en helt vanvittig fed fight… det var sgu næsten lige så godt som at have landet dem.

Det blev altså til en laks og fire tabte – alle fire ved Gryde å´s udløb. Vildt.

Det var nogle skide hyggelige dage med TFF – og det er altid lig med laks til mindst en af os. Vanvittigt!

13/5

Da kvoten nu er lukket, er der ingen folk ved Idom. Peter og jeg går langt nedstrøms mod Bur og fisker opstrøms – mærker intet. SB har en laks på i ca 5 sekunder ved indsnævringen lige opstrøms Idom Å.

SB og jeg tager til Rensningsanlægget/Vængerne. Peter går stadig mellem Bur og Idom og Jesper og Mogens tager til Vegen å og siden Lunden (her har Mogens et kort hug). SB går ned mod Rensningsanlægget, mens jeg går op til det store sving ved Vængerne. Et sving jeg siden marts har haft lyst til at fiske. Jeg fisker svinget rundt og da jeg står på ‘toppen’ af svinget kaster jeg opstrøms så spinneren fiskes forbi pynten/hjørnet af svinget ved egen bred… Bang. Hidsigt udløb og jeg kan mærke at det er en god fisk. Den tager flere udløb, men igen føler jeg at jeg har den under kontrol og jeg begynder at kigge efter et landingssted – brinken er ret høj. Og da jeg ser at spinneren sidder godt, bliver jeg lettet. Den er inde at vende en enkelt gang hvorefter den tager et hidsigt udløb igen. Anden gang den kommer ind får jeg hurtigt et greb om halen og får den ind. 95 cm, total tyk sølvblank hunlaks, uden havlus…. vildt. Min 16. Storå-laks, og måske den flotteste.

SB fangede i øvrigt en gedde på 3-4 kg

Dernæst tilbage til Idom – mærker intet. Peter har haft en bølge (laks) efter sin spinner. Mogens fanger en havlampret… ?

12/5 Med TFF og Mogens. Først ved Gryde Å. Her havde jeg først en 15-20 sekunders kontakt hvor en fisk på ca 90 cm hugger til venstre for stemet i et nedstrømskast. Den plasker vildt i overfladen, hvor jeg ser den og kort efter er den væk. En halv time senere på samme plads men nu stående på medlemsstykket og kastende opstrøm hugger endnu en laks ved pynten af Gryde å. Den tager et vildt løb op langs brinken, så jeg er tvunget til at løbe efter den over broen. Kort efter føler jeg, at jeg har kontrol over laksen, som kommer ind under land. Her ser jeg den. Mit gæt er at den er på ca 85 cm. Jeg begynder at overveje, hvor den skal landes, da spinneren pludselig flyver ud af dens mund (på stram line). Pis…. mener at jeg gjorde alt det jeg skulle, men den var bare ikke kroget ordentligt.

Vi kører til Idom, hvor vi igen ikke mærker noget. Jesper ‘løfter’ en laks men har hevet fluen op lige inden. Mogens tog alene til Vegen å-udløbet men mærker intet.

11/5 Fiskede  med Mogens ved Gryde å (morgen) – mærkede intet. Kørte dernæst til Idom – mærkede intet. Kørte Mogens til Lunden og hentede Jesper. Fiskede derefter igen Idom og Jesper ved Bur – mærkede intet.

22/4

Var ved Storå i det vildeste blæsevejr med min far. Ingen fangst. Vi fiskede ved Vegen å-udløbet, Lunden og ved Idom å.

17/4-17

Så blev premieren ved Storå oplevet på nærmeste hold. Fantastisk oplevelse. Fik set flere fangede laks. Mogens og jeg fik ikke fanget nogen laks på selve premieredagen (Mogens mistede en efter ca fem minutters fight kl 6 om morgenen), men dagen efter fik jeg hul på bylden med en laks på 92 cm og 7,9kg.