Bøgerne

Om bogen – ‘Laksepremieren’

Introfilm

Den 16. april er for mange laksefiskere ensbetydende med premierefiskeriet ved de vestjyske åer. Det er dagen, hvor al den laksefeber, der i vinterens løb har hobet sig op i disse fiskere, endelig slipper sit tag, og der atter kan fiskes efter store laks. I bogen tages læseren med til sæsonåbningen 2017 ved Storå og følger her to hårdtkæmpende premieredebuttanter i deres jagt efter en laks. Forfatteren har valgt en personlig tilgang til fortællingen om denne specielle dag i det vestjyske, men håbet er, at læserne vil opfatte historien, som én der kunne være fortalt af mange andre laksefiskere.

Det blev en af de bedste laksepremiere ved Storå og med rekordsæsonen 2016 in mente, er det skønt at kunne konstatere, at der nu er en rigtig god laksebestand i åen – til glæde for mange laksefiskere.

 

 

Om bogen – “Den nyudklækkede laksefisker – En lille bog om en stor å”

En lille introfilm, se her.

2016 skulle vise sig at blive et helt fantastisk lakseår ved Storå. I nyere tid er der aldrig fanget så mange laks i løbet af én sæson som i denne. Set gennem brillerne på en ny laksefisker tages man i bogen med til den vestjyske å, hvor beretninger om fangede laks og den skønne natur flettes sammen til flere fortællinger om en sæson, der sent vil blive glemt. Historierne er skrevet i dagbogform og er udsprunget fra forfatterens fascination for laksene men så sandelig også for alt det liv, der er ved Storå. Kameraet var på hver tur med i fisketasken, og det blev til lige så mange klik på kameraet som kast med spinneren.

Bogen er en hyldest til det danske laksefiskeri og specielt til Storå og alle de folk, der har gjort det muligt, at man kan få så gode fiskeoplevelser i Danmark.

Uddrag af bogen

Jeg sætter mig op på bredden. Min fiskestang ligger i sivene – der, hvor jeg lagde den, da jeg efter fighten kunne håndlande laksen. Spinneren ligger i den mudrede vandkant, som en træt kriger efter et stort slag. Det er helt stille ved åen. Jeg har lige fanget min største, danske laks til dato og har ingen at dele det med. Men det gør ikke noget. Det er en oplevelse, som Storå og jeg har for os selv. Jeg har det, som om åen har skænket mig en speciel gave for at gøre denne skønne aften unik. Jeg læner mig tilbage i græsset med et sagligt smil på læberne.